Tilbage

Onsdag den 2. marts Kastrup - Mexico City

Torsdag den 3. marts 2011. Mexico City

Klaus vækkede os kl. 7.00. Der var morgenmad fra samme tidspunkt. Det foregik på øverste etage, hvor vi sad på en udendørs terrasse med udsigt over pladsen. Kl. 8.00 blev kæmpeflaget på pladsen rejst af soldater med musik og trommeledsagelse. Kl. 8.50 var der så turens første 'morgenandagt'. Det tegnede til at blive en god dag. Vejret var fint med høj solskin.

Kl. 9.00 gik vi over pladsen mod Palacio Nacional. På vejen kiggede vi på udgravningen af ruinen af aztekernes hovedtempel, Templo Mayor fra det oprindelige Mexico City. Det blev først opdaget i 1978 da man skulle bygge metro. Videre i Palacio Nacianal så vi nogle af de mest berømte af kunstneren Diego Riveras vægmalerier. De er malet i årene 1929 til 1935 og forestiller Mexicos historie tilbage fra de indianske kulturers tid.

Bagefter gik vi tilbage til hotellet hvortil vores bus ankom. På vej væk kom et demonstrationsoptog inde på pladsen. Det var vistnok nogle fagforeningsmedlemmer, der var utilfreds med noget påtvunget ? fuldstændig lige som i Danmark. Vi kørte til parken Chapultepec (betyder Græshoppebakken på aztekisk), hvor vi besøgte Det Antropologiske Nationalmuseum. Det er et moderne museum bygget i 1964 og tegnet af en berømt arkitekt Pedro Ramirez Vázquez´. Det har et kæmpe tag i gården kun hvilende på en enkelt pille, og rundt om pillen falder der vand ned fra taget 11 meter oppe.

Vi fik lidt af menneskets udviklingshistorie med vægten på de gamle mexicanske kulturer, Teotihuacan, toltekere, aztekere, olmekere, mayaerne og flere endnu. Der blev taget en masse billeder og videos. Vi spiste frokost på stedets restaurant, hvor 10 procents drikkepenge blev omregnet af tjeneren til ca. 25 procent. Det var ikke dyrt og der var ikke energi til at gøre mere ud af det.

Efter frokost blev vi kørt ud til Xochimilco som er et område, der helt tilbage til indiansk tid er blevet opdyrket med grøntsager til den store by, som den allerede dengang var. Da spaniolerne erobrede den var den på flere hundrede tusinde indbyggere , dengang verdens største. Måske er det stadig stadig den største by i verden, man mener der er mellem 20 og 22 millioner indbyggere. I Xochimilc er der mange kanaler rundt om de frugtbare jorde. Det er et udflugtssted hvor man tager ud og sejler i de fladbundede pramme. De er flot malet med et langt bord i midten. 2 pramme blev hægtet sammen og én stakkels pramdrager skulle stage begge pramme. Der var en trafik af feststemte mennesker og ind imellem var der små pramme med forskellige varer fra drikkevarer til tæpper, der faldbød deres varer. Der var også pramme med musikere, mariachier der mod betaling spillede noget af deres musik. Det blev til nogle festlige numre af en af grupperne.

Vi kørte hjem og efter en times pause/hvil på hotellet mødtes vi kl. 19.00 og gik lidt ned ad gaden til en restaurant, hvor vi indtog vores halvpension. Bagefter gik vi sammen med Ragnhild og Ole, Anna Lise og Niels videre ned ad gaden til gågadens ende, hvor vi var inde og se kakkelhuset, et tidligere fornemt palæ der er pyntet med utallig kakler uden på. I dag er der restaurant i flere etager hvor vi var rundt og kigge. Der var en ret flot sal i midten med højde op igennem etagerne til taget, faktisk lige som det også er her på vores hotel.

Karin og jeg sluttede af med en lille rundtur på pladsen, hvor de demonstrerende var ved at pakke sammen. Det store flag var stadig oppe. Hvornår mon det bliver nedtaget?

Fredag den 4. marts Mexico City - Teotihuacan