Ankom til morgenandagt på hotellets tag med en i farten grebet flaske. Det viste sig at være en Johnny Walker i stedet for dr. Nielsen. Det kan man altså ikke. Nå men vi fik i stedet noget mexicansk noget, som Klaus (rejsefører) havde købt. Han ville ikke have flasken med videre på turen.
Vi spadserede hen til Santo Domingo-kirken fra det 16. århundrede. Det fremstår i dag som en barokkirke, overbroderet med guld, især et af kapellerne. Vi har aldrig set noget lignende, ikke engang i Vatikanet.
Bagefter besøgte vi katedralen, den næststørste i Mexico, men med det højeste klokketårn. Uden for stod et optog klar til at gå ind i katedralen. Det lignede et fodboldforbund, der fyldte 100 år. Forrest stod en ældre mand og jonglerede med en bold. Bagefter stod nogle mænd og bar på en statue af jomfru Maria. Vi gik indenfor. Der var optakt til gudstjenesten som skulle filmes. Vi fik dog lov til at gå rundt og fotografere uantastet, man er meget tolerant, bare man ikke bruger blitz. Der var bedende mennesker overalt, så det var næsten pinligt at gå omkring der. Der var også en figur af Jesus, en meget blodig version med dybe sår. Historien er, at indianerne i deres religion har nogle meget blodige ritualer under hvilken man bliver guddommelig. De kunne så ikke rigtig tro på en Jesus, der bare fik et par rifter af en tornekrans. Derfor gjorde kirken historien noget barskere. Uden for katedralen satte optoget sig i gang. Der stod nu en præst og smed vand ud over optoget, når de gik forbi. Der var en lille dreng, der begyndte at græde. Det er heller ikke sjovt sådan at blive plasket til. Nu satte kirkeklokkerne i gang med ringning til gudstjeneste. Det var øredøvende, så kan en dansk kirke godt gå hjem og pakke sammen.
Så gik det 500 km sydover mod byen Oaxaca i delstaten af samme navn. På vejen stoppede vi ved en rasteplads for at fotografere nogle store fantastiske kaktusser, røde blomsterbuske og et kapoktræ. Så gik det videre over høje bløde bjerge med masser af kaktusser og agaver og hen over os en masse rovfugle. Oaxaca (udtales wa-HA-ka) er en by med ca. 250.000 indbyggere. Den er hovedstad i delstaten. Der bor mange forskellige indianer der med mange forskellige sprog. Vi bor igen lige i centrum tæt på deres zócalo (den centrale plads). Gaderne er som i de andre byer i lige linier øst-vest, nord-syd. Der er en masse smukke huse fra de tidligere århundrede. Hotellet er bygget omkring en række gårde, i en af dem er der en swimmingpool. Når vi skal op på vores værelser går vi igennem, op, hen, rundtom o.s.v., det er som Tatis hus i filmen Min Onkel. Også dette hotel lever op til vores efterhånden store forventninger. Og så er der også her trådløst net, hvis man går uden for.
Vi gik ned på zócala´en sammen med Ole og Lise, efter at vi var ankommet sent på eftermiddagen. Der var en leben af den anden verden. En masse mennesker var ude at nyde søndagen. Der var salgsboder, underholdning, ballonsælgere og altmuligtandetsælgere. Det var svært at gå i fred. Vi satte os ved et bord ud til pladsen og fik en øl mens vi kiggede på folk der gik forbi. Da vi var ved at forlade pladsen kom 5-6 biler bygget om med krom, døre der skulle hæves op i et hængsel, kraftige højtalere i bagagerummet med tv, hvor der samtidig med høj musik blev vist musikvideoer. Det var ikke lige det vi havde ventet her.
Om aftenen fik vi en fin middag på et romantisk sted hvor vi sad udendørs inde i en gård. Bagefter gik vi igen ned på zócalaen, hvor der nu var høj salsamusik eller noget i den retning. Vi (Svend og Karin) dansede sønderhoning, fannike, schottis og jitterbug efter musikken. Det gik godt og vakte en del opmærksomhed. Pludselig stod 2 små indianerpiger og dansede sammen ved siden af. Så sluttede vi denne dag med mange oplevelser rigere.
Mandag den 7. marts Oaxaca