Fredag 11. marts dag 10 Vi startede dagen med højmesse hos Kirsten og Svend, der havde bryllupsdag. Uden for døren sang vi "I østen stiger solen op", og sandelig om de ikke med stor overraskelse? åbnede døren, Svend iført slips og shorts. Vi blev budt indenfor til en lille drink. Det havde vi slet ikke ventet. Efter at have skålet dansede de bryllupsvalsen, som vi sang og klappede til. Det var første gang, at Svend var ude at danse i et halvt år. Træerne vokser heller ikke ind i himlen. Efter en tid måtte han bede os om at rykke sammen om dem så dansen kunne få en afslutning med et langt kys.
De fik mange nyttige gavers såsom et saltkar med turtelduer, hjerteballoner og fra Klaus fik de en gave inspireret af de nordamerikanske Pueblo indianere, der som bryllupsskik drikker af en krukke med 2 mundinger. Det havde han ikke lige ved hånden, så i stedet havde han bundet 2 glas sammen med et fint bånd. Glassene sad dog lidt tæt hvilket gjorde det til en større udfordring som det lykkelige par tog imod. Det gik fint indtil Svend i et øjebliks forglemmelse lige skulle nippe en ekstra tår uden Kirsten. Slipset tog det meste, som skulle have været til Kirsten. Det blev en bryllupsdag vi alle sent vil glemme.
Til morgenmad var der dækket bord til ?Kamino Tours?. Vi måtte forklare dem, at det ikke var os. Så kom Klaus, det var os ? det var nemlig hans mexicanske agent.
Så er vi endelig på vej væk fra det køligere vejr og det regnede oven i købet en lille smule. Ved grænsen til Guatemala skulle vi skifte over til en bus derfra. Turen skulle være på ca. 3 timer, men den blev lidt længere på grund af nogle omkørsler i forbindelse med biluheld. Vores chauffør skulle bagefter hjem til Mexico City, en tur på 20 timer. På vejen kørte vi forbi lunde af figentræer og igennem små landsbyer af små kolonihavehuse (men det var jo nok størrelsen på deres huse). På et felt er befolkningen helt fremme i skoene. De følger tidens trend med udekøkkener og er måske endnu længere fremme, idet de også vasker deres tøj udendørs. På vejen så vi også fodring af fugle. Det var nogle stykker kvæg, der lå til foder for nogle af de grå gribbe. Det er godt, at man ikke skal smide sådanne nogle kadavere på foderbrættet derhjemme til den årlige fugletælling.
Vi nåede så grænsebyen La Mesilla hvor alt var total kaos, men på en fredsommelig måde. Først skulle vi have stemplet vores pas ca. 1 km før grænsen. Så skulle vi det ikke alligevel. Ved grænsen fik vi så at vide, at vi skulle stemple passene som vi først troede. Grænsebetjenten forbarmede sig dog og lod Klaus tage alene tilbage i taxi med alle passene, som så blev stemplet. Imens ventede vi stille og roligt mens vi iagttog det pulserende liv. Det så ud til at befolkningen på begge sider gik frem og tilbage over grænsen uden problemer. Det var kun os, der var mere udlændinge end de andre, der skulle paskontrolleres. Grænsen lå lige midt over en hovedgade med salgsboder på begge sider, der var endog en salgsbod midt i ingenmandsland. To pickup'er stod præcis på grænsen og omladede byggematerialer. Bussen der jo skulle tilbage havde en masse besvær med overhovedet at vende. Den måtte have forenden helt ind i Guatemala for at komme rundt.
Faktaboks: Guatemala er 2½ gang større end Danmark. Der bor 15 millioner personer. Bruttonationalproduktet er 20.000 kr. årlig pr. person mod 50.000 kr. i Mexico. Reelt er de fleste penge forbeholdt de få, så det meste af befolkningen er meget fattige. I højlandet vest for Guatemala City til grænsen er 80 procent af befolkningen mayaindianere. Langt de fleste ofre for borgerkrigen, der sluttede i 1996 var indianere, der uforvarende kom i klemme mellem hæren og guerillabevægelsen. I alt 440 maya-indianske landsbyer, de fleste beliggende i højlandet, blev massakreret. Man mener at 200.000 personer blev dræbt i borgerkrigen. 50.000 af dem forsvandt bare. Krigen sluttede da Sovjetunionen brød sammen og ikke støttede guerillabevægelsen, og USA ophørte med at støtte den brutale regering, der med sine dødspatruljer efterhånden havde fået alverdens lande imod sig.
Endelig kunne vi gå over grænsen. Der blev passene kontrolleret. Hvis vi betalte et mindre beløb pr. pas for ekspeditionen kunne det gå hurtigt, ellers kunne det tage rigtig laaaang tid. Vi måtte betale. Vi kom op i en mere rustik bus fra Guatemala, som bedre kunne klare de knoldede landeveje der. Dragerne havde flyttet samtlige kufferter på 3 sækkevogne imellem busserne. Så gik det op af bjergene og rundt i hårnålesvingene igen. Det var et mere frodigt landskab med en masse kaffebuske imellem træerne (skal have skygge). Desuden så vi flere og flere palmer.
Vi havde ikke vekslet ved grænsen, da kursen var for dårlig, og nu havde vi lidt problemer med at finde et sted at spise, hvor man kunne betale med pesos eller dollars. Det lykkedes, og Klaus lagde ud for en sodavand og en sandwitch (eller hvordan man nu staver til det. Her skal der krummes tæer).
Videre på vores eventyr så vi mange steder kaffebønner i bunker og kaffebønner til tørring. Også en del kaffeplanteskoler så vi. Mange af de små huse var bygget af adobesten, som er en sten, der bliver lavet af mudder og strå. På vejen så vi kun få almindelige personbiler. Næsten alle biler var pick-up?ere. Desuden var der en del sjove små farvestrålende busser, der var malet og klistret til, så man undrede sig over, at man overhovedet kunne have udsyn. Så var der kvinderne og børnene i de farvestrålende dragter, igen anderledes end hvad vi så i Mexico.
Nå, men vi nåede Huehuetenango i staten af samme navn. Her havde vores chauffør på forunderlig vis fået kontakt til en taxi, som førte os til hotellet. Det gik op og ned som i en rutchebane igennem smalle og stejle gader, hvor andre biler måtte bakke for at bussen kunne komme rundt i svingene. Taxien havde sikkert valgt ?den lange tur? med den større betaling. Hotellet lå i et finere kvarter. Det lignede noget fra Dansk Folkeferie med værelserne som lange rækkehuse og et central hus med reception, restaurant og swimmingpool. Søren var ikke i vandet.
Så var der aftensmad. Der var dækket op til Turismo Arsans?. Det var osse os. Klaus sagde, at han ikke kunne vise sig under sit eget navn mere. Kirsten havde anbragt sig imellem Svend på hæderspladsen midt for bordet. Der blev taget billeder af Kirsten og hendes egen Svend. Stemningen var i top, som den jo har været hele vejen igennem. De eneste skår i glæden var, at efter ca. 5 flasker hvidvin, 1 flaske af noget, der skulle være hvidvin, men som lignede en urinprøve og kun smagte en lille smule bedre, var der ikke vin til de sidste af gruppen. Det er nok ikke hver dag der bestilles vin. Klaus lagde igen ud. Det bliver billigt for os her i Guatemala. Hvad hedder egentlig en person herfra? En guatemaler og en guatemalerinde?
Aftenen sluttede med irsk kaffe på Kirsten og Svends værelse. Vi medbragte selv varmt vand til kaffen. Der blev afsunget én linie af op til flere af vores hjemlige sange, så som Fiskerpigens sang, Hvide måge og lignende. Ikke et øje var tørt. En eller anden dag må vi lære en hel sang udenad. Så var det hjemad for de unge. De gamle fortsatte lidt endnu. Vi sov ind til hundeglam. Der er snart ikke den støjkilde, der kan slå os ud.
Lørdag den 12. marts Huehuetenango - Panajachel (Atitlan)