Tilbage

Mandag den 21. marts Villahermosa - Uxmal

Tirsdag den 22. marts Uxmal - Chichen Itza

Efter morgenmad og den sædvanlige morgenandagt som foregik ved swimmingpoolen, gik vi de få hundrede meter til Uxmal. Det var engang en af mayaernes mægtigste byer. Den havde sin storhedstid i årene 600 til 900. Det er den hidtil nyeste af mayakulturens byer vi har set, og der er da også lidt mere bevaret. Det mærkelig er, at den er bygget på et sted, hvor der ikke er vand. De opsamlede derfor regnvand i cisterner. Der er lavet et eksempel på dette lige ved indgangen.

Siden gik vi videre til Troldmandes Pyramide. Den er bygget over flere hundrede år, men har navn efter en røverhistorie om en troldmand, der næsten byggede den fra solnedgang til solopgang. Han blev snydt af en prinsesseagtig dame, der ved hjælp af ildfluer fik en hane til at gale, fordi den troede, at det var solen som stod op. Troldmanden opgav, da han hørte hanen og prinsessen slap for at gifte sig med troldmanden. Det er den eneste pyramide, der ikke er firkantet, men i stedet superelipse i sin grundplan, på samme måde som mayaernes hytter i dag. Den har nogle meget stejle trapper, og i toppen kan man gå igennem en portal og komme ud af et hul på den anden side, hvor trapper går lige så stejlt ned. Der er nu lukket for bestigning af pyramiden fordi alt for mange turister er drønet ned og slået sig både halvt og helt fordærvet.

Over i det ene hjørne af gården ved Troldmandens Pyramide, er der nogle fine fuglerelieffer. Ved siden af igen kom vi til Nonneklosteret (kaldes sådan på grund af nogle små rum). Det er en ceremoniplads, hvor man mener, at forskellige stand har været repræsenteret i hvert sin langside af de omkransende bygningsværker.

Vi gik videre til boldbanen som er i alle mayabyer. Her var ringen dog større, så det må have været lettere at få mål. Det siges, at et mål i dette rituelle boldspil gav den gevinst til målmageren, at han skulle have alle smykker, der blev båret af de fine tilskuere, som så på.

Vi gik forbi Skildpaddernes Hus. Det har sikkert været et tempel for vand, som skildpadderne er symbol for.

Vi så den Store Pyramide, som ikke er helt udgravet. Man får her en idé om, hvor stort et arbejde det er at udgrave området. På nogle af ruinerne vokser der træer, også på steder, der har været udgravet. Regnskoven kommer hurtigt tilbage hvis det hele ikke vedligeholdes. Vi så en ruin der blev kaldt dueslaget fordi der var så mange huller i bygningsværket, men det er blot en del af en udsmykning.

Så var der Guvernørernes Palads, som er et mægtig bygningsværk bygget på en vældig kunstig skabt platform. Man havde en fantastisk udsigt ud over regnskoven, med andre ruiner ragende op over trætoppene.

Efter at have set en 2-hovedet jaguartronstol, sluttede vi af med at se en samling fallos-stene, der var anbragt lidt afsides, helt sikkert af xx grunde. Man skal ikke have de sarte kvinder til at dåne.

Ind imellem alle disse kulturoplevelser fik vi også fotograferet leguaner i massevis. Oven i købet et par, der havde sex (altså leguanerne). Til sidst gad vi knap nok hive fotografiapparatet frem. Vi så også en masse farverige fugle, men de ville ikke på samme måde som leguanerne sidde stille, så man kunne fotografere dem.

Efter en lille frokost kørte vi så mod det sidste hotel på rejsen i Chichen Itza. På vejen så vi sisalagaver. Fibrene herfra bliver brugt til at fremstille tovværk. I sejlskibenes tidsalder, gjorde det området rigt. Vi er kommet til et mere beboet område. For eksempel kørte vi på en 6 sporet vej hvor fodgængere havde svært ved at komme over. Vejen var nærmest motorvejsagtig. Der stod en mor med 2 børn i hånden. Det var svært at se, hvordan hun skulle komme over.

Ellers gik det ud af en lige vej som er skåret efter en lineal igennem regnskoven. Det er som den gamle landevej til Vordingborg. Vi kommer frem til hotellet, som ligger lige ved den mest kendte af mayaernes gamle byer, Chichen Itza. Det er et hotel, der er i samme kæde som i Uxmal. Standarden og omgivelserne er også de samme. Blot er der et hav af turister – bogstaveligt talt idet det drejer sig om turister fra de store krydstogtsskibe. En mængde busser holder parkeret ved hotellet, hvor turisterne spiser frokost efter at de har været rundt i området og inden de skal tilbage til skibene i Cancun.

Onsdag den 23. marts Chichen Itza